Gry og Nor

DSC_9021

Det er nu sjovt, at have to børn, for de er bare så forskellige. I øjeblikket er vi inde i en periode med Gry, hvor konflikterne er både få og små. Måske det er derfor konflikterne med Nor så træder tydeligere frem – eller også er det bare hans alder. Kan godt huske perioden med Gry i den alder, jeg mindes dog en anden type konflikter. Eller hun testede i hvert fald grænserne på andre områder end Nor, fik andre ideer og påfund.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske ret mange af de konflikter jeg havde med Gry. Kun dem hvor hun ikke gad i tøjet i vuggeren eller med op af trappen når vi kom hjem. Men jeg ved, at hun aldrig har tegnet på sig selv i samme grad som Nor kan finde på det. Aldrig har malet sin trøje med tusch. Og kan heller ikke huske, at hun har rendt med bunden i vejret på en drikkedunk og hældt vand på gulvet. Eller har hævet tapet af væggen. Nor er en drillepind og han tester os virkelig af, hvad går og hvad går ikke.

Gry har nok gjort det samme. Bare på en anden måde. Må virkelig få fundet en løsning, så jeg kan få fingrene i mine gamle blogindlæg, kunne være sjovt at læse dem igen. Tror også snart jeg skal have genlæst “kan selv, vil selv, men du må hjælpe mig” – den bog er guld værd når ens børn er to-tre år 😉

Men det er virkelig skønt med Gry for tiden. Ok vi har haft nogle konflikter ved sovetid, hvor hun ikke helt har gidet lægge sig. Men det ville næsten også være for mærkeligt slet ikke at støde lidt sammen fra tid til anden. Men det gør altså hverdagen sjovere og mere behagelig for os alle, når vi lige kan klare det med en snak.

Lidt billeder af ungerne fra i dag. Det er lørdag og vi har været hjemme. Der var planer om Sigurd Barrett og Bjørnen Bjørn på Sortebrødre torv. Men jeg er ikke frisk (dumme forkølelse), så energien rakte ikke så langt og det blev en hjemmedag i stedet. Så vi har været i haven, handlet ind, spillet iPad, læst blade/bøger, set tv, lavet puslespil og spist lækker pizza, som Stefan og ungerne handlede ind til sammen i formiddags.

Flest af Gry i dag – sådan er det nogle dage… Nor sov da jeg tog de første og da jeg tog dem i haven, var han hurtigst væk.

I morgen skal vi være lidt praktiske. Der er knækket en meget stor gren af vores gamle blommetræ, vi vidste det ville ske før eller siden, så bare heldigt der ikke var nogen under da det skete. Håber det betyder, at træet nu kan stå en del år endnu, det bliver lidt tomt og bart i haven når det en gang ikke er længere. Men i hvert fald, grenen skal væk, for den er fyldt med blommer, som nu ligger og rådner og tiltrækker hvepse… Og så skal hytten nok også lige udsættes for den hvide tornado – og jeg skal også huske at slappe af, gider ikke gå en ny uge i møde uden at være frisk, frisk, frisk!

Gry har forøvrigt udtalt, at hun vil gå til ballet, skole, tennis og fodbold – hun får travlt 😉

Skriv et svar

*