Nyklippet

DSC_9144

Så røg der noget hår – især hos Nor. Jeg ved sørme ikke helt… Skal nok lige vende mig til det, kunne ret godt li’ at der var lidt mere længde på det. Men det vokser jo ud igen 😀

Gry fik lov at beholde sit lange hår. Det klæder hende ellers godt med en page, men hun vil meget gerne være langhåret og så længe jeg kan få lov at sætte det op, så det ikke hænger hen i hovedet på hende hele tiden, ja så er det også fint med det lange hår. Pandehåret blev lidt kort, men hendes hår vokser meget hurtigt og så er det rart at der er lidt at gi’ af 😉

Begge børn var meget, meget trætte – det kan vist også ses på billederne, som så heller ikke er super fantastiske. Det er også onsdag i dag, onsdag er sådan en dag man er træt. Jeg er også træt, hverdagen er fyldt op og arbejdet fylder. Derfor kommer der igen ikke så ofte nyt her på bloggen, for ja tiden er knap og skal bruges på så meget.

Men altså vi har det godt alle fire og livet er skønt og vi har fået ny bagdør og den er bare så fin – må få taget et billede når vi også lige har fået ordnet væggen omkring den…

Edit: Klokken er nu alt for mange og jeg burde sove. Men jeg kom til at se nogle gamle billeder af Gry og det satte tanker i gang. Det der med at være studerende, det var måske hårdt da jeg stod i det, men nu hvor jeg kigger tilbage, så håber jeg også at jeg nød det! For. Tænk alt den tid jeg havde. Tid – jeg savner tid! Mit arbejde tager meget tid. Og det kan ikke siges for tit, at når nu vi har valgt at indrette os, så vi er afhængige af at arbejde, ja så kunne jeg ikke få bedre arbejde – super kollegaer og spændende opgaver! Men det tager altså tid, tid fra mine børn…

En typisk dag hos os starter kl 06 når vækkeuret ringer. Her vågner jeg oftest med Gry på min højre side, Nor på min venstre, ved siden af ham Stefan og Oline i fodenden. Det er rart at vågne sådan! Så går morgenen slag i slag, vi skal ha’ tøj på, morgenmad, tandbørstning og ud af døren ca 7:30. Der er ikke meget tid til hygge… Så står den på arbejde frem til 15:30-16-stykker, hvor jeg cykler efter ungerne. De er trætte, jeg er træt, men de fleste dage går det ok med at hente dem og komme hjem med humøret i behold – andre dage knap så godt. Hjemme skal vi ha’ styr på maden, evt bad af ungerne eller andre praktiske ting. Vi spiser normalt ved 17-17:30 tiden og forsøger at gøre det til en hyggestund, lykkes for det meste. Efter maden skal der ryddes op i køkkenet og putningen begynder ca kl 18:30. Putning er med højtlæsning og godnatsang – Gry sover hurtigt, Nor er længere tid om at falde i søvn. Og så slapper Stefan og jeg af, er praktiske eller arbejder. Der er ikke meget tid til at være sammen med børnene i hverdagen. Jeg savner det – savner at kunne gå en tur med dem, at cykle omveje hjem bare for sjov, at have roen til at læse en bog med dem, spille med dem, være sammen med dem. Jeg tænker tit at det bliver bedre – men det skal jo ikke være sådan, for det vigtige er lige nu og her! Jeg ved bare ikke hvordan tingene ellers skal hænge sammen… Nu her når jeg bliver 30 og rigtig voksen, så vil jeg gerne ønske mig en time mere om dagen til at være sammen med mine børn og jeg vil ønske mig ro i hovedet til at være til stede i den time – jep det ønsker jeg mig!

20130821-230705.jpg

20130821-230835.jpg

20130821-231315.jpg

20130821-231522.jpg

3 Responses

  1. Pi says:

    Hvor er de fine begge to. Jeg kan godt forstå, at du er træt og ikke har så meget tid og overskud. Jeg har de sidste par dage når jeg er kørt hjem for arbejde tænkt over, hvordan man får det til at hænge sammen med børn. Jeg synes det er hårdt at starte op igen efter ferien og kan på ingen måde se hvordan det skulle hænge sammen med børn. Nøj, hvor jeg trænger til en time på øjet når det bliver fyraften og jeg endelig kommer hjem. Stor respekt til dig og alle andre børnefamilier.

  2. Stella says:

    Jeg synes Nors hår er super fint :)

    Åh den kære tid. Bare der var mere af den, eller man ikke havde brug for så meget søvn så man kunne bruge nogen af timerne sammen med venner og familie.

Skriv et svar

*