Søndag, søndag, søndag!

DSC_5664

Uh elsker søndag – I know, jeg har sagt det før – men altså der er bare noget ved søndag. Måske det er fordi vi sjældent har planer om søndagen?! Måske det er fordi vi har haft lørdag til at falde ned på? Måske er der bare noget over søndag?

Og i dag var der solskin. Hele – gentager lige: hele – dagen var der sol! Nu har det været gråt så længe, at vi næsten havde glemt hvordan solen så ud, men i dag var der sol. Og jeg tog billeder af ungerne, så skønt at kunne bevæge sig væk fra iso +1000 😀 Og jeg havde bare så meget mere energi, også selvom de afbrudte nætter vi har for tiden havde sat sit spor og jeg faktisk følte mig sløj meget af dagen. Men jeg nåede så meget og humøret var godt. Og børnene hyggede sig, både inde og i haven, hvor de legede så fint sammen. Og Stefan fik handlet ind og lavet lækker aftensmad og spillet Nintendo med Gry.

Mmm søndag!

Gry arrangerede og gjorde ved – munden går næsten uafbrudt på hende! Og det var i hvert fald meget vigtigt, at vi tog nogle billeder, hvor hun var i en skov – så dette set-up er arrangeret af Gry:

Gravkoen var dog Nors bidrag til skoven…

Jeg glæder mig til Grys pandehår bliver langt og tungt nok til at falde til siden. Dagens frisure er i hvert fald ikke lige den der ynder hendes smukke ansigt størst retfærdighed 😉 Og Nors pandehår vokser bare enormt hurtigt, jeg må snart i gang med studsesaksen igen.

Nu venter endnu en uge. Jeg håber på mere sol. På glade børn, forældre med overskud, tid med gode venner og familien. Jeg er i hvert fald sikker på, at der er rigeligt med (spændende) arbejdsopgaver, så jeg kommer helt sikkert ikke til at kede mig!

Forøvrigt har vi jo netop taget hul på Grys sidste måned i børnehave!! Jamen altså, det er vildt. Faktisk er det så vildt, at jeg endnu ikke helt har forstået det… Nøj hvor jeg håber at det bliver godt – jeg håber at det bliver rigtig godt. Det er trods alt starten på de næste mange års hverdag for søde Gry – og den skal bare være god!

 

Skriv et svar

*