Hverdagen lurer

DSC_1386

Så er det sidste ferieaften. Det er søndag og det er de sidste timer af denne ferie. Vi har haft fire uger sammen. Det har været fire gode uger. Jeg synes vi har nået meget, en rigtig god blanding af ting der skulle ordnes i huset og slappen-af og væren-sammen.

I morgen starter hverdagen. I dag fik jeg klaret de sidste hængepartier. Vi har nogle større projekter, men de tæller ikke med som hængepartier, man kan jo ikke nå alt. Jeg er heller ikke helt gennem billederne fra ferien, men det begynder at hjælpe på det. Men jeg er klar til hverdagen, altså ferie er skønt og jeg kunne godt klare længere tid, det skulle ikke komme an på det 😉 Men jeg er også klar til at starte op igen. Indrømmet så glæder jeg mig også lidt til roen på arbejdet – helt grotesk når jeg tænker på hvor travlt jeg får over den næste tid, men børn er nu meget krævende at være sammen med, for de er ikke så gode til at vente. Så derfor glæder jeg mig lidt til at kunne fordybe mig uden afbrydelser.

Børnene har ellers været og er ellers rigtig søde. De har haft en god sommer sammen. Haft meget glæde af hinanden. Det er skønt at se.

På det sidste har vi dog godt kunne mærke på Gry, at noget er under opsejling. Første skoledag venter hende på onsdag og jeg tror hun er nervøs. Jeg tror hun bruger meget krudt på at tænke på det. Men Gry snakker ikke så meget – i hvert fald ikke om følelser, alt muligt andet snakker hun om, men ikke rigtig om hvordan hun har det. Vi forsøger at rumme hende, rumme at det er lidt svært for hende i øjeblikket og så må vi ellers sætte grænser når hun bliver for strid. Jojo forældreskabet er ikke let.

Men ja hverdagen lurer og med den kommer mindre tid. Nu ringer vækkeuret igen kl 06 og det betyder at aftenerne nu igen slutter tidligt. Ikke mere “jaja gå I bare ned og se Ramasjang” når ungerne vågner, for så at snue den til 7-8-9-stykker. Nej nu er det ud af fjerene og i gang.

Men det skal nok gå! Og Gry har tabt sin første tand – eller har jeg skrevet det?! I hvert fald skete det i mandags, en agurk blev synderen og Gry var stolt!

Skriv et svar

*