Det lakker mod enden

DSC_2387

Altså enden af sommerferien og enden af ombygningen.

Sommerferien først… Mandag starter hverdagen igen. Jeg kan godt lide hverdagen, helt bestemt og jeg ved, at når jeg først står midt i den, så har jeg det helt fjong med det. Men lige nu, lige nu gad jeg faktisk rigtig godt, at jeg kunne tilføje døgnet en fire – seks ekstra timer. Timer som skulle bruges på familien. Timer, som ville gøre, at det både er muligt at passe mit arbejde og muligt at have tid med mine børn og tid sammen som familie. For jeg må indrømme, at der er ikke meget tid i hverdagen. Morgenerne går jo ret meget slag i slag, så er der otte timer på jobbet, så hente børn (for mit vedkommende hente Gry), så hjem og lave mad, spise og ja så er det nærmest ungernes sengetid. Resten af aftenen går ofte med praktiske gøremål, fra tid til anden arbejde og selvfølgelig er der også tid til dans, løb, hygge med film, læse bog eller hvad jeg nu end finder på at udfylde de par timer med. Men sandheden er i hvert fald, at hverdagen flyver og jeg sjældent synes der er tid nok.

Tid nok er det jeg holder aller mest af ved ferier! Tiden til bare at være. Tid til at sove længere. Tid til at sidde længere ved bordet ved måltiderne. Tid til at blive lidt længere oppe om aftenen. Tid til at spille et spil, til at læse lidt længere godnathistorie, til at holde “skovtur” i Eventyrhaven, til at cykle helt ud til skovsøen og købe en kæmpe is. Og stadig have tid til at lave god mad, vaske tøj, rydde op, handle ind, gøre rent og hvad der nu også høre voksenlivet til.

Nor holder også rigtig meget af ferier og har proklameret, at han aldrig vil i børnehave igen. Han vil bare være hjemme og så er den ikke længere.

Gry vil gerne afsted igen, afsted til sine venner :) Men hun holder nu også meget af ferie.

De fleste holder vel meget af ferie 😉

Noget jeg virkelig elsker ved sommerferien er, at dens længde betyder, at Gry og Nor virkelig finder hinanden. De har selvfølgelig stadig vilde konflikter, det hører jo med til at være søskende 😉 Men de har også fantastiske hyggestunder og de har bare leget rigtig godt sammen her i ferien. Det er skønt!

Det andet der lakker mod enden er vores renoveringsprojekt. Der mangler småting i de fleste rum, noget af det komme håndværkerne og ordner og noget af det skal vi selv fikse med tiden. Og så mangler der stadig indretningsmæssige ting, men det er jo sådan en ting man aldrig rigtig bliver færdig med 😉

Jeg har lagt billeder i galleriet her: Billeder fra husrenoveringen Og så får I lige et par collager med billeder fra rummene her :)

Collager131 Collager132 Collager133 Collager134 Collager135 Collager136

One Response

  1. Pi says:

    Det er simpelthen blevet så lækkert jeres hus. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat live.

Skriv et svar

*